hjemlandDe bakker i mit hjemland ringer til mig blidt, sødt.
Mange rejser brugt på bølgerne til langt væk lande både nær og fjern, ikke at lande både tørre og velstående brolagt med klud og guld vi tager fat på ryggen af drager udskåret af træ.
Men nu med mine byttet jeg hjem fra min blodig og hedenske arbejde, som både arbejde og dræber forlader enker, forældreløse og brændte landsbyer og kapeller hele blæser hen over som røg i vinden.
Jeg er ikke den mand, jeg engang var, men blødheden af den faste solidaritet jorden og blide græsstrå jeg betræder mellow selve strukturen af mit hjerte og sjæl og løfte mit humør at hilse venligt dem, jeg kendte engang, og dem, jeg revet skævt.
Min økse voksende tung i min hånd, og min rustning voksende stiv jeg kender tiden er kommet som jeg videregive min prime til at opgive min rolle godt og være ét med jorden og falde offer for de rejsende i havet.
Translated version - Englishhomeland
The hills of my homeland are calling to me softly, sweetly.
Many voyages spent upon the waves to far away lands both near and far, to lands both arid and prosperous paved with cloth and gold do we embark on the backs of dragons carved of wood.
But now with my spoils i return home from my bloody and heathen work which both labours and kills leaving widows, orphans and burnt villages and chapels all blowing over like smoke in the wind.
I am not the man i once was but the softness of the solid solidarity of the ground and gentle blades of grass i tread upon mellow the very fabric of my heart and soul and uplift my spirits to greet kindly those i once knew and those i torn askew.
My axe growing heavy in my hand, and my armour growing stiff i know the time has come as i pass my prime to give up my role for good and be one with the land and fall victim to the travellers of the sea...
(I wrote the whole thing myself.)